glück
glyne·skarp| glück | glyne·skarp |
verb. _ gly·n/glyj·n (K 2.0) alm. (dog gly·n Læsø); glø·n Mors, Him og Sall (vsa. gly·n). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; gly·n hhv. gly¿n $Voldby; (ptc.) gly¿n $Hundslund.
[jf. svensk dialekt glyna, gluna mv.; Nord- og Midtjy (± Anholt og Samsø, og kun spor. i øvrige Djurs), spredt i Sydjy´NØ; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= glo, glane; stirre (på); kigge, skotte (efter). "Hwa Fanden staar I aa glyner ætter," raabte han til Kvindfolkene; "ka I ejt ta fat aa hjælp ham" = hvad fanden står I og glaner efter, råbte han til kvindfolkene; kan I ikke tage fat og hjælpe ham. Thy. Idet præsten nu står og præker, sidder den unge lige godt og gløner over til kvindestolene. Him (Sgr.VIII.78). A sad natullevis aa glyent æ Kon te di he’ gue Sager = jeg sad naturligvis og skottede lidt efter de her gode sager. LCRingsholt.TK.11. kan en (= jeg) ikke, imen’ du er her, faa dig til at glyne efter, hvad det da er for no’ underlig nøj (= noget), der ved Nattetider ligger og firmer i vor Seng (jf. firme 2). Aakj.VB. 74. \ (hertil, som skældsord:) glyner. glynner = en der går og glyner. *KærH (AEsp.VO.). *DSt.1905.34.
| glück | glyne·skarp |
| Sidens top | |