Ìglime
glim´glam| Ìglime | glim´glam |
Se også Ìglime (subst.)
subst. _ gli·m $Vroue, MØJy´N (F.).
[jf. norsk dialekt glima (= lysning), svensk dialekt glim (= glimt); beslægtet med glimte; spor. i Midtjy; jægersprog]
= sti i siv mv. ved søbred, til brug ved andejagt. (der var) gjennem Siv og Rør fra Landet og lige ud til det aabne Vand udhuggede Gange eller Glimer, for her at kunne see og skyde Ænderne, naar de forfulgtes af Hundene. Blich.XIII.140.
| Ìglime | glim´glam |
| Sidens top | |