Ìglemme
glemmende| Ìglemme | glemmende |
Se også Ìglemme (subst.)
verb. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 1.3. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt.: glæ÷mt/glæm·t/glæm§t/glæmt/Áglæm(·)t (K 1.5, K 1.6). _ ptc.: glæmt alm.; glæm¶t Østjy (K 1.2); også glæ¿mt NØDjurs og Mols.
\ Ìogså glæm· spor. i ældre kilder fra Vends; Çogså glæ·m Rougsø; Èogså glæ·m
[syn.: for¡glemme]
= rigsm. glæm¶ no entj dæ si¶l siger man spydigt til den, der forsyner sig lovlig rigeligt ved bordet. AEsp.VO. hañ glæmèr e§k hans moñ¶ hjæm· = han glemmer ikke munden hjemme, om den der er ugenert og meget talende i by. $Agger. a ¡ka§t ¡glæm· så stu¶èr han æ ¡blöw¶n = jeg kan ikke glemme, så stor han er blevet (dvs. jeg skal love for, han er blevet stor). Hards. _ (talemåder:) Di glemmer nok, der lukk ¨ skal; men di glemmer eet dæ steel vil = de, der skal lukke, glemmer nok; men de, der vil stjæle, glemmer ikke. Schade.64. Hvo sin Dug glehmer aa breh, mo ha sin Karkluj tereh = den, der glemmer at brede sin dug, må have sin karklud parat. Mols (JySaml.3Rk.I.91). gjæmt ær e§t glæmt = gemt er ikke glemt. Skautrup.H.II.8. han glæmè båÛè siw¶ ò sæjs (= både syv og seks, dvs. alt). $Lejrskov. \ glemme én noget (af) = tilgive, glemme (vedkommendes) fortrædeligheder etc. [spor. i Midt- og Sydjy] haçj ¡narèt mæ ve dæçj ¡si·st ¡ku¿ªhaçj¶èÏ, de ¡gÏæmè a ham ¡it, haçj ska nåk fo èt be¡ta¬¶ = han narrede mig ved den sidste kohandel, det tilgiver jeg ham ikke, han skal nok få det betalt. $Gosmer.
| Ìglemme | glemmende |
| Sidens top | |
}){kind=link}