gispgissig

gispe

verb. _ gjæsp alm.; jÉ÷sp Vends; djæsp, djesp $Læsø; gjÉ·sp, gje·sp Thy; også gjesp Midtjy´Ø; gæsp Sønderjy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[spredt afhjemlet]

= hive efter vejret, pga. anstrengelse, utilpashed el. varme (det sidste især om dyr). han ¡gjÉ·spèr ætèr hans ¡å·ñ = han hiver efter vejret. $Torsted. a tøes do gjesper saa’en atter æ væj’er, æ do syk? = jeg synes du gisper sådan efter vejret; er du syg? SVJy. Han ka hverken gæsp helle gaaf (= han kan hverken gispe eller gabe), siges om en, der har det dårligt. ØSønJy. \ også kaldt: gjaspe. *Sall (Krist.DS.IV.443).

gispgissig
Sidens top