ge¡myse
gen´| ge¡myse | gen´ |
subst. _ 2.led: ´¡myt _ genus: neutr./fk. (K 7.1).
1) = (godt) humør; især i forb. være/have et godt gemyt [vel < rigsmål; spredt i Nørrejy og på Als] dær ær eµèn gi¡myt i ham i då¿ (= der er ingen humør i ham i dag), dvs. han er tvær. $Agger. han hår hi¶èl tavt æ ge¡myt = han har helt tabt humøret. $Vroue. håñ æ komèn te gè¡myt è¡gjæn = (han er) blevet i godt humør igen. $Als. \ (også) = person med godt humør [spor. afhjemlet] Haj er sòò¶nt æ gåt gemyt = han er sådan et godt gemyt. AEsp.VO.
2) = besindighed, fornuft; i forb. komme/føre til ge¡myt [< tysk sich/einem etwas zu gemüte führen; jf. tilsvarende forældede rigsmålsudtryk i ODS.VI.769; spor. afhjemlet] han kåm da te gè¡myt i¡gjæn, no kañ æn da ha mæ ham å gyèr = han kom da "ned på jorden" igen; nu kan man da have med ham at gøre. $Darum. a skal hels nok før’ de te Gemyt (= jeg skal ellers nok bringe dig til fornuft, lære dig at lystre), nemlig ved Prygl eller anden Tvang. Lars.Ordb.71.
| ge¡myse | gen´ |
| Sidens top | |