ga¡lop
galo¡pin| ga¡lop | galo¡pin |
verb. _ med sideformerne kalle¡pere, ga¡loppe. _ a) ældre former: (»´ere:) kalè¡pi¶èr (etc.) VendsÌ, Mors, $Agger, $Havbro, MØJy´NV (PKnap.1828), $Darum, $Aventoft; *ga¡lop Als, Sundeved. _ b) yngre former: (»´ere:) galo´, galò¡pi¶èr (etc., med samme vokal som ga¡lop). _ bøjning: alm. som »´ere; (præs.) ´è Sundeved, Als (til den ældre sideform).
\ Ìdog ´pij¶r $Børglum.
[vist langt tidligere indlånt end ga¡lop (jf. sideformerne); spredt i Nord- og Østjy, spor. i Vest- og Sønderjy]
= rigsm. (om hest, overført om person). Saa jov a aa Par aje Træhskor aapaa Fæen aa kallepihr de bæjst a kuj = så jog jeg et par andre træsko på fødderne og galoperede (dvs. skyndte mig) så stærkt jeg kunne. CJRLund.TN.20. _ (i omskrivning:) de hastigt galoperende = lus. HammerumH (Hards). \ galoperende tæring/udtæring/svindsot = hastigt forløbende, dødelig tuberkulose [spor. afhjemlet] \ (hertil vel også, som subst.:) kalle¡per. sikken et kalè¡pi¶è = sjov, støj (af børn). *$Skannerup.
| ga¡lop | galo¡pin |
| Sidens top | |