Gallus·dag
Çgalm| Gallus·dag | Çgalm |
Se også Çgalm (subst.)
subst. _ med sideformerne gjalm, gælm. _ gål¶m Holmsland (Røjkjær.Opt.), HassingH (Thy; Lyngby.Opt.), Mors, Vends´SØ (Lars.Ordb.); *golm LysgårdH (Fjends; Krist.DS.II.492); gal¶m $Lødderup; *galm MØJy, Bjerre; *gielm Ribe (TerpagerÇ.ca.1700); *gialm Varde (Tøxen.1698). _ genus: mask./fk. (K 7.2).
[< Çgalme; jf. svensk dialekt gallm, nedertysk galm; jf. også om etymologien i NÅNiels.EtymO. II.Galm]
1) = stærk storm; trækvind (gennem snæver passage) [spor. afhjemlet; fortrinsvis i ældre kilder] Gialm kaldess en haard kold blæst. Varde (Tøxen.1698). Vinden står på, luk porten for den grimme golm. Him. Gaalm = stærk Storm, der tuder og larmer, særlig om Gennemtræk mellem Husbygningerne eller gennem en Bygning. Lars.Ordb.68. Det var en svar stor gielm i dag. Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). \ (også) = opadgående luftstrøm. de stov i jen Galm op imud e Hemmel (= det stod i én galm op imod himlen), ved Ildebrand. *HillerslevH (Thy).
2) = råben op, larm [spor. i NVJy, Vends´SØ og SVJy] de er da enj forfærdelig Gaalm, do ka holl’ ¨ (dvs.) Spektakel med Skælden og Raaben. Lars.Ordb.68. hwans ær¶ èÛ får èn gål¶m = hvad er det for en skrålen. Mors.
| Gallus·dag | Çgalm |
| Sidens top | |