frem·sværm
frem·tand| frem·sværm | frem·tand |
adj. _ 2.sms.led: (l/Ï K 4.8; n/ñ K 4.4:) ´tå·lèn/´tå·Ïèñ alm.; ´tòl¶i Vends´N; ´to·liñ MØJy; ´to¿lèn $Voldby.
[spredt i Nørrejy (dog kun spor. i det område af Østjy´M, hvor frem·sagn er el. har været anvendt); syn.: frem·sigende, frem·trædende]
= villig, (vel) hurtig til at udtale sig; stor i munden, rapkæftet, næsvis; sludrevorn. Baaden (dvs. redningsbåden) blev ¨ atter kjørt ¨ vesterpaa; det gjaldt om at finde det Sted, hvorfra Udgangspunktet (for et nyt redningspunkt) burde tages. Besætningen fulgte tavs efter; hvem skulde vel her være fremtaalend? (= have lyst til at snakke op). CBruun.MF.220. framtaalli (bruges) nærmest nedsættende om en person, der virker provokerende i sin væremåde. Vends. framto·liñ (siges) om den, som siger meget, ofte mere end han kan svare til. MØJy.
| frem·sværm | frem·tand |
| Sidens top | |