frem·bede
frem·bov| frem·bede | frem·bov |
subst. _ med sideformen fremre·ben (HostrupD.).
[< Çfrem´; spredt i NVJy og MVJy, spor. i øvrige Nordjy og SyJy samt i SønJy´V]
= forben (om dyr). _ (også, spøgende om arm:) "Å· dæn Fi·nhied dæn ræjner a sku¶t!" ¨ Han lå æ Fram·bien åp o æ Bu¶er, trok de bæst å æ Mar hæn te sæ, o så stok han Klørfæm¶ åp i hans lång· beskit¶ Ho¶r = "åh, den finhed, den regner jeg sgu ikke"; han (dvs. provsten) lagde sine forben op på bordet, trak det bedste af maden hen til sig, og så stak han sine hænder op i sit lange, beskidte hår. HPHansen.JP.32.
| frem·bede | frem·bov |
| Sidens top | |