for¡trolig
for¡trukket| for¡trolig | for¡trukket |
adj. _ afvigende 2.led: ´¡tröt $Haverslev.
[egl. ptc. af for¡tryde; jf. norsk dialekt fortroten; stedvis sammenblandet med for¡trykt; Vends´SV, Han´Ø, desuden $Lild; spredt i Him´V, spor. i øvrige Nordjy og i Ommers; se kort; fortrinsvis i ældre kilder]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= ærgerlig, fornærmet, irriteret, vred. mæ ka bly·w så fåtrÒt æpå sæ si¶l, at mæ ku ¨ spa·rk sæ si¶l i rÒw¶wen = man kan blive så ærgerlig på sig selv, at man kunne sparke sig selv i røven. AEsp.VO. om et lille stædigt og trodsigt barn, der ikke kan få sin vilje, hedder det: "han er så fortrøt (= fornærmet), lad ham bare stå" (og passe sig selv). Vends. HÉrÉn blÒv fåtrÒt å klavÉr ham uv får i stusi knætj te håsboj = herren (til Børglumkloster) blev vred og beklager sig over ham til hans husbond for at være en studs knægt. Grønb.Opt.69.
| for¡trolig | for¡trukket |
| Sidens top | |