for¡sviret
for·sværm| for¡sviret | for·sværm |
verb.
[< Àfor´ 2, sværge x; jf. for¡soren]
1) = frasværge sig; benægte; nægte, love at afholde sig fra [spor. afhjemlet] De haa·r fosoer baad Hummel aa Maa·lt, aa slaa·est mæ Fajen om e Tap´Huol (= det har forsvoret både humle og malt og sloges med fanden om »taphullet) siges om Øl, som mangler Humle og Malt. Schade.165. haçj hå fåsuèrè å drek bræçj·win = han har lovet ikke at drikke brændevin. $Tolstrup. hon haa jo faasu’er Majfolk i titj O’er = hun har holdt sig fra mandfolk i 10 år. Vends. ¡de ska du ent få¡swærè = det skal du ikke forsværge. $Læsø. _ (talemåder:) En ska it fåswæ· sæ Helvede fa· en æ ves å Hemeri = man skal ikke frasværge sig helvede, før man er sikker på himmerig. MØJy. fåso·rèn teµ¶ ske¿r snò·rèst (forsvorne ting sker snarest) dvs. det, hvis umulighed man har bandet på, sker snarest. MØJy. Æn ska iµen Tiµ fårsvæ·r uÛÛen å bej si æjen Ni^^·s aw = man skal ikke forsværge noget, undtagen at bide sin egen næse af. Røjkjær.Opt. _ (i særlig anvendelse:) a faasoer dej Gaang, de der, hva hon var, skull a aalle komm = jeg svor dengang på, at der, hvor hun var, skulle jeg aldrig komme. CJRLund.TN.27.
Forrige betydning - Næste betydning
2) for¡sværge sig til = sværge troskab, forskrive sig til. di så· han håj få¡swo¿r sæ te æ dæw¶l = man sagde, han havde forskrevet sig til djævelen. $Vroue.
3) = sværge falsk. haj hòr få¡su¶r sæ i en bròòjsa¶g = han har svoret falsk i en brandsag. *Vends (AEsp.VO.).
| for¡sviret | for·sværm |
| Sidens top | |