for¡stået
for·svar| for¡stået | for·svar |
adj. _ med sideformen for¡sulten. _ 2.led: i alm. samme udtale som ptc. af »sulte x; også (yngre, formentlig rigsmålpåvirkede former) ´¡su¬tèn, ´¡swå¬tèn mv. (med samme vokalisme som ptc. af »sulte).
[< Àfor´ 2; Nørrejy og SønJy´N, spredt i ØSønJy; syn.: for¡hungret]
= forsulten. Findes dend (dvs. »bytyren) forsult, straffis (den bymand, der havde tyren opstaldet) derfor ¨ og bøde en sletdaler. MØJy (vide 1725; Vider.II.294). (om en karl:) Det er en lang sølle forsvolt »slanter op fræ æ Timmiansegn (= oppe fra timiansegnen, dvs. hedeegnen). Ringkøbing (AarbHards.1952.125). hañ ær et fo¡su¬¶t (= han er ikke forsultet), siges om en, der er godt i stand. $Tved. (talemåde, med varianter:) Hu·e Ku·enen æ fåhat, Katen fåsult å Kakelownen roste, di·e ær et it gåt å væ· = hvor konen er forhadt, katten forsulten og kakkelovnen rusten, der er det ikke godt at være. MØJy. \ (også, om ejendom/jord) = forsømt, udpint [spor. i Nord- og Midtjy] æjjendommen er gu¶ nåk, men let få¡sultje (= ejendommen er god nok, men lidt forsulten), dvs. i for ringe gødningskraft, kun nødtørftigt vedligeholdt. AEsp.VO. Di ¨ røw den gamme Goe nie, dæ lo po et grimm faasullt Bak = de rev den gamle gård ned, der lå på en grim udpint (mager) bakke. PJæger.K.46.
| for¡stået | for·svar |
| Sidens top | |