for·sommer
for¡sorget| for·sommer | for¡sorget |
adj. _ 2.led: ´¡su·rèn $Børglum; ´¡so·rèn Him, Midtjy (± Djurs), sideform i SVJy; ´¡so¿rèn $Voldby, $Ål; ´¡su¶èn $Darum; *´soer Anholt.
[< Àfor´ 2, sværge x (i ptc.)]
1) = falsk svoret [spor. i Vends] (talemåder:) Fåsuræn Ie vu snårest brøt = forsvoret ed bliver hurtigst brudt. Vends. få¡su·rèn ¡i¿è go ¡snò·rèst ¡få sè = forsoren ed går snarest for sig, i opfyldelse. JMJens.Vend.194. få¡so·rèn teµ¶ ske¿è snò·rèst = det, hvis umulighed man har svoret på, sker snarest. MØJy (F.).
2) om person.
2.1) = forsvoret (til djævelen). (pigen, der havde lært at hekse, sagde til præsten:) "Ak nej, fa¶r, èn gang forsoren er evig forloren!" (= fortabt). *Him (Krist.DS.VI.2.177). *Krist.Anholt.58. \ (også) = som har aflagt falsk ed. *Vends.
2.2) (overført) = hård, respektløs; dristig, friskfyragtig [spor. i Nørrejy og SønJy´N] i få¡so·ræn Kå¶l (= en forsoren karl), om en som optræder raat og brutalt. Vends. æn faasoræn kaael, dæ traawer hwærken o guj æjer fanden = en forsoren karl, der tror hverken på gud eller fanden. SVJy.
| for·sommer | for¡sorget |
| Sidens top | |