for·snak
for¡snakket| for·snak | for¡snakket |
verb. _ afvigende: *fore´ Fjends (i betydning 2).
1) = besnakke, overtale; lokke, forføre (en pige). En tykkes (= man synes) jo, ¨ du skulde kunne passe dig selv og ikke lade dig foresnakke af de andre Kanuter (sagde konen, da manden kom fuld hjem fra marked). *Fjends (Aakj.VF.132). forsnakke = lokket. *MØJy´S.
2) for¡snakke sig = fortale sig, snakke over sig; tale for meget [< Àfor´ 2; spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] di gri·nt da a får¡sna§kè mæ å så· gisp i stæj får gips = de grinede, da jeg forsnakkede mig og sagde gisp i stedet for gips. $Vroue. æn ka næm¶ kom te¶ å fo¡sna¶k sæ = man kan let komme til at fortale sig. Skyum.Mors.II.188. hañ fo¡snakè sè ¡it (= sig ikke), dvs. er fåmælt. $Hundslund. (talemåder:) En ka snaaere faasnak se en faatii sè = man kan hurtigere forsnakke sig end fortie sig (dvs. nemmere sige for meget end for lidt). Fjends. Nær en tier stell, så forsnakker en sæ et = når man tier stille, snakker man ikke over sig. AarbHards.1930.142.
| for·snak | for¡snakket |
| Sidens top | |