Çfor¡have
for¡hedet| Çfor¡have | for¡hedet |
adj. _ med sideformerne for¡haven, for¡hjavet, for¡hjaven. _ 2.led: ´¡haw¶è/´¡haw¶èÛ (K 6.1) alm.; *´howen, *´haa Hards; *´haven Ommers (Bjerregaard.ca.1810), sideform i Han (F.); *´hjavved, ´¡hjaw¶n Thy.
[1647: forhavet (AarbVends.1938.216); formentlig < nedertysk verhagen (= bringe, komme i urede etc.; med ptc. verhaagt); jf. Àfor´ 2; formerne med ´j´ skyldes formentlig påvirkning fra ord som for¡hjasket; NJy, Him´N og ´MV, Thy´N, spredt i Thy´M, spor. i øvrige Nørrejy og Sønderjy´N; se kort]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= forfalden, dårlig vedligeholdt; ramponeret, krøllet, beskidt, forjasket (især om bygning og klæder). å¬t djæ sa·©èr wa så fårhaw¶è å så fåpròsèlt = alle deres sager var så forhavede og så »forproslede ¨ halvt om halvt ødelagt af mangel på ¨ pasning eller på grund af misbrug. $Hellum. Det er vel nok en forhawet ejendom, der er snart hverken tag eller vinduer tilbage. Him. en ting, der er medtaget af slag og stød, er forhowen. Hards. di ær he¿l fo¡hjaw¶n (= de er helt forhavede), om nye klæder, som er blevet beskidt og krøllet. Thy. Kristens bukser æ møj fårhavve, de trænger te å blyv no jor ve (= er meget forhavede; de trænger til, at der bliver gjort noget ved dem). Vends. \ (overført, om person) = udslidt, forkommen; afrakket [spor. i samme områder] han blöw nöj forhaw¶e / we oldt de Måsleri¶ = han blev noget forkommen ved alt det arbejde. Him. Forhaven = baade forsagt, ikke vel tilmode, og ringe assisteret i Klæder, lu(v)slidt. Han saae noget forhaven ud. Ommers (Bjerregaard.ca.1810). forhjawet siger vi om en person, som er usoigneret og meget dårlig påklædt. Thy. de Skovby Piger ¨ lod sig tumle¨, kysse og sætte paa Skødet af de unge Mænd, indtil de i Nattens Løb blev helt forhavede. Staun.UD.74.
| Çfor¡have | for¡hedet |
| Sidens top | |