for¡hør
for¡hørt| for¡hør | for¡hørt |
verb.
[< rigsmål]
1) = underkaste forhør [spor. afhjemlet]
Forrige betydning - Næste betydning
2) = forespørge, undersøge; oftest i forb. for¡høre sig [spredt i Nørrejy, spor. i Sønderjy] å ¡så vi¬ a få¡hø·r hwa a ku ¡fo få dæñ¡hæ¿r ¡koªhu¿r, som a ¡nåk vi¬ ha ¡so¿¬, hwis a ¡hæjsèn ku fo æn ¡gåt be¡t忬 = Og så vilde jeg forhøre, hvad jeg kunde få for denneher kohud, som jeg nok vilde have solgt (dvs. være parat til at sælge), hvis jeg ellers kunde få den godt betalt. Hards. vil do it tro mæ, så kan do forhør dæ ve æ den = vil du ikke tro mig, så kan du spørge degnen. ØSønJy.
3) = høre galt [jf. Àfor´ 2; spor. i MVJy] _ kun i flg. talemåde: æn ka å¬èr få¡spø·r sæ mæn læt få¡hø·r sæ = man kan aldrig forspørge sig (= spørge for meget), men let høre forkert. Skautrup.H.II.107.
| for¡hør | for¡hørt |
| Sidens top | |