for¡falden
for¡fare| for¡falden | for¡fare |
adj. _ 2.led: ´¡fåµèn Nørrejy (vsa. ´¡foµèn MØJy´S); ´¡faµèn/´Áfaµèn (K 1.9) alm. i Sønderjy; ´¡fåµèn $Vodder, sideform i Fjolde; ´¡foµèn $Emmerlev.
[< tysk verfangen (via rigsmål); jf. Àfor´ 2]
1) (om hest) = med langsom, tung gang (pga. betændelse i hovene, overanstrengelse, forkølelse el. overfodring); spor. også om hest, der lider af mave´ el. tarmsygdom el. om kvæg med betændelse i haserne; jf. LandbO.I.390f. få¡fåµèn siges om en hest, som er blevet syg af forkert, for kraftig eller fordærvet foder; viste sig nærmest ved stivhed i benene. Vends. mæ ka sitj, hwa månne gå·ng i hæst hòr wat få¡fångèn, får haj hòò¶r en ræç·j øw¶wer fårhåwwen få hwa¶ gång¶ = man kan se, hvor mange gange en hest har været forfangen, for den har en rende over forhovene for hver gang. AEsp.VO. Når heste forsluger sig (i nyt græs) bliver de får¡fåµèn. De trækkes da ned i en dam og står der en dags tid el. to, så kommer de sig. Han´Ø. (når heste var) fo¡fåµèn så ku di jo et go¿, så sku dær tæpès nöj blø å dæm = så kunne de jo ikke gå, så skulle der tappes noget blod af dem (dvs. de skulle årelades). Thy. fofången, dvs. Betændelse i Hoven hos Hest og i Haseleddet hos koen; helbredes ved stiltiende at grave en Jordtørv og atter stiltiende smække denne Tørv med al sin Magt ind mod Koens Rumpe tre Gange. $Havbro. Fader havde et Lækatteskind hængende i Sovekammeret. Blev en Hest "forfångèn", så fik Dyret et Stykke af Skindet. Hards (HPHansen.Opt.). hvi kjø do da så stærk, do risikiere ju å kjø bæsterne fåfången = hvorfor kører du da så hurtigt, du risikerer jo at køre hestene forfangne. Prip.Søften.124.
2) = overanstrengt, forpustet; trangbrystet (om menneske, stedvis også om dyr) [spredt i Midtjy´N] a ræñ· sö¿n får¶ å now¶ æ bíl te a blöw hi¶èl får¡fåµèn = jeg løb sådan for at nå (rute)bilen, at jeg blev helt forpustet. $Vroue.
| for¡falden | for¡fare |
| Sidens top | |