for¡bistret

for·bjærger

for¡bjærge

verb.

[< Àfor´ 2, bjærge 5; spor. på Mors, i Him, MØJy´S og Bjerre]

_ kun i flg. forb.: for¡bjærge sig = arbejde for hårdt, overanstrenge sig; blive udmattet, udkørt. Becher.ca.1815. hon wa li· te hon beßèrèrt å båÛè frø¿s å swe·t, fo¡de hon håÛ fobjærèt sæ i hø¿èt = hun var lige så hun bævrede og både frøs og svedte, fordi hun havde forbjærget sig i høet (dvs. havde taget for hårdt fat med at stakke det). $Hundslund.

for¡bistret	for·bjærger
Sidens top