for¡bæffet
for¡bæret| for¡bæffet | for¡bæret |
verb. _ afvigende præt.: ´¡bo·r $Vroue. _ afvigende ptc.: ´¡bon¶ $Havbro; *´bån· VoerH (MØJy).
[jf. Àfor´ 2; spredt i Nørrejy; spor. i SønJy]
_ kun i flg. forb.: for¡bære sig = forløfte sig, forslæbe sig, evt. så man tager skade af det. (han) fårbor sæ på sækki = forbar sig på sækken. Vends. (talemåde:) Douen Dræng fobær sæ heller end han goor tov Gaang = doven dreng forslæber sig hellere, end han går to gange. Schade.46. (også om plante, træ mv., der bærer for meget frugt:) dæn hå ¡hi¶èl få¡bo·r sè (= den har helt forbåret sig), om en plante der gaar ud, fordi den har baaret for mange blomster. $Todbjerg.
| for¡bæffet | for¡bæret |
| Sidens top | |