for·arm
for¡ase| for·arm | for¡ase |
adj. _ 2.led: ´¡ar·mt, ´¡arèmt Nørrejy; (´et K 6.1:) ´¡ar·mèÛ $Tved; ´¡a¿rmè $Voldby; ´¡å¿rmè $NSamsø, $SSamsø; ´¡ar·mèt $Hostrup; ´ær·mè Fjolde (Lyngby.Opt.).
1) = fattig [spredt i Nørrejy; syn.: Çarm 1] manè ¡ar·bèsªfålk wa fa·rhæn¶ så får¡ar·mt te æ bø¿n mot úr å tæ© bodè de je§t å de añt = mange arbejdsmænd var førhen så forarmede, at børnene måtte ud at tigge både det ene og det andet. $Vroue.
2) = mager, ussel (især om kreatur el. hest) [spredt i Østjy, spor. i Sønderjy] Di sælè ¡Kre¶ vå så får¡ar·met, te di ku ¡í ¡re·s = De sølle Kreaturer var så forarmede (magre og kraftesløse) at de ikke kunde rejse sig (ved egen Hjælp). HostrupD.II.2.125. èn fårarmèt pi϶èk = en mager krikke. Ommers. (hån til folk i nabosogn:) di æ faa´armet, skjøuu aa værkbrøtt, di maite et ant end aa pass Foer aa benn Huese = de er forarmede, skæve og værkbrudte, de magter kun at passe får og binde hoser (dvs. strikke strømper). Fjends.
| for·arm | for¡ase |
| Sidens top | |