Ìflerpe
flerpe·skid| Ìflerpe | flerpe·skid |
Se også Ìflerpe (subst.)
verb. _ (længde´ og stødforhold K 1.5:) flæ÷rp Vends; flær§p MVJy (også fler§p, flir§p HPHansen.Opt.); fler§p $Ål. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[af uvis opr., muligvis lyd´efterlignende, jf. citat under Ìflerpe 1]
1) = (små´)græde; hulke, klynke [spredt i Vends og MVJy, spor. i Him, MØJy og SVJy] æ tø¿s ga sæ te¿ å flær§p øw¶èr te hun e§t ku fo hiñè vi¬i = tøsen gav sig til at småtude over, at hun ikke kunne få sin vilje. $Vroue. Efter Graadens Styrke kunde der være Tale om o go o flirp¶ ¨, pjæ·f ¨, tudbrø·l (= at gå og flerpe, »pjæbe, tudbrøle) (mv.). HPHansen.GD.III.152. \ (også) = flæbe, græde stygt. *Vends (Melsen.1811).
2) = frembringe fløjtelyde el. lign vha. »Ìflerpe 1 [spor. i Vends]
| Ìflerpe | flerpe·skid |
| Sidens top | |