flakken

flak·tørv

flakning

subst. _ fla§kneµ alm.; (i betydning 2) også skrevet *flatning (Krist., pga. fejlhøring?). _ genus: fk.

 Næste betydning

1) = flad strand (som overskylles ved højvande); lavvandet grund i havet [< Ìflak] fla§kneµ = ¨ en flade, den flade fjordstrand. *$Agger. på ebben blywèr æn stu¶èr fla§knèµ ta¿r (= bliver en stor sandgrund tør). *$Darum.

 Forrige betydning

2) = en type jydepotte; jf. HPHansen.JL.72 (ill.) [vel < ¢flak; spredt i SVJy] Saa var der Fla¶kneµer, en Mellemting af en Gryde og en Pande, blev ogsaa gerne brugt som Stegepande. SprKult.IX.14f. Søsterkagen var, som den skulde være, naar den var bagt i en "Flakning". Klinting.Minder.83.

flakken	flak·tørv
Sidens top