fløjte·ben
fløjtende| fløjte·ben | fløjtende |
adv. _ flöjtèn/flöj·tèn/flöj§tèn (K 1.5, K 1.6) alm. (med samme vokaler som »Èfløjte); flöj·tèñ $Agerskov, $Hostrup; flöjtèn (med acc.1) Als.
[< nedertysk fleuten gahn (= gå væk, jf. Mensing.Wb.II.148)]
_ kun i flg. forb.: gå ¡fløjten = gå tabt; (overført:) mislykkes [spredt afhjemlet] (spec.:) Han æ gåwn flöj·tènd = Han er hemmeligt rejst bort. HostrupD.II.1.250. _ være ¡fløjten = være væk [spredt i SønJy] (talemåde, med varianter:) ¡flöjten æ min ¡silkehat (siges, når noget er blevet borte). AlsOrdsaml.
| fløjte·ben | fløjtende |
| Sidens top | |