Ìfjase

fjase·prås

Se også Ìfjase (verb.)

Çfjase

verb. _ fjò·s, fjå·s (spor. også skrevet *fjaavs). _ præs.: fjò¿sèr, fjå¿sèr _ præt. og ptc.: fjò·st, fjå·st

[formentlig < norsk fjasa (= knitre, smælde (om ild); buse på, forhaste sig)]

 Næste betydning

1) = fare af sted (evt. med hvislende lyd) [spredt i Vends (±S)] ra¡kÉtten fjò·st òp i we¶re = raketten for hvislende op i luften. AEsp.VO. haj fjaaser aa sted olst de haj ka = han farer af sted, alt det han kan. HornsH. do fjomre aa fjaavser = du iler og farer af sted. BørglumH. å hon te fjå¿sèns! = og hun af sted ¨ i rask fart. $Hellum.

 Forrige betydning

2) = hvisle, smælde; fise hørligt [spredt i Vends (±S)] (oftest i hånende byremse, med lokal variation af bynavnet:) di ålbårre gries, di ka fies, di ka fjåes, di ka rommel i en dåes = de Ålborg grise, de kan fise, de kan hvisle (el. lign.), de kan rumle i en dåse. BørglumH.

Ìfjase	fjase·prås
Sidens top