fjaltre·vorn
fjamlet| fjaltre·vorn | fjamlet |
verb. _ (l/Ï K 4.8:) fjamèl _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc: ´t SVJy; fjamÏèt SønJy´N, $Løgumkloster (vsa. ´t); (præt.) også ´fjamè¬ SVJy.
[formentlig < famle 1; jf. norsk fjamla; SVJy´V, VSønJy, ØSønJy´MV, spor. på Sundeved og Als; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= famle; fumle. Han fjamler mæ æ Hinner (= med hænderne), har intet Styr paa Fingrene. ØSønJy´MV. en kund blyv styv a kuld, o kom te o fjessel og fjammel = man kunne blive stiv af kulde og komme til at fisle og famle (jf. Çfisle 2). SVJy´NV. Han fjamlet med æ ske å vragt æ grød = han fumlede med skeen og rodede i grøden. ØSønJy´MV.
| fjaltre·vorn | fjamlet |
| Sidens top | |