fjære·sande
fjærte| fjære·sande | fjærte |
subst. _ fja¿(r)t alm. (vsa. rigsmålspåvirket fjæ¿rt); fjå¿t Djurs, MØJy´NØ, spor. i øvrige MØJy; fjat SVJy, Vends (Melsen.1811). _ genus: mask./fk. (K 7.2) alm.; neutr. Vends (Melsen.1811). _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; u.end. (men med tab af stød) Djurs, MØJy´NØ.
[spredt i Nørrejy, men vist kun opr. dialekt på Djurs (± Samsø) og i SVJy; syn.: Ìfort]
= hørligt udslip af tarmluft; skid, prut; i modsætning til »Ìfis 1. _ (talemåder, med varianter:) han æ lisèm æn fjat o æn glø· (= han er ligesom en fjært på en glød), dvs. forvirret, omtrippende. $Darum. ætè å·t kåmè dæ manè fjå·t = efter ærter kommer der mange fjærter. MØJy.
| fjære·sande | fjærte |
| Sidens top | |