fant

fanter

fante

verb. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 4.5, K 1.5, K 1.6. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

\ Ìogså fåçj·tj $Tolstrup, KærH; Çdesuden fañ·t $Agger.

[formentlig < fange (via *fangte); beslægtet med fænte]

 Næste betydning

1) = hive, snappe efter vejret pga. varme el. anstrengelse (især om får, hunde og heste; stedvis også om mennesker) [Vends´SV, Han, Thy´N, Him, Hards, MØJy´SV, Sydjy (±SØ); spredt i Ommers og Fjends´S; spor. i Thy´S og Fjends´N; se kort; syn.: bæffe, bælge 2, Çhikke 2, hirre 1, hise 1, isne x]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

Varde (Tøxen.1698). Fante = stønne, puste, trække, gribe efter Veiret, om Heste, som have løbet stærkt. Him (Becher.ca.1815). i stærk Varme faldt der Ro over Faareflokken; saa kunde de løbe sammen i smaa Flokke, og de kunde staa og fante, saa plaget var de af Varmen. JSandholm.BH.24. Det æ grow hwo do fante atte a veje, haae do ræn fo stærk = det er voldsomt, som du hiver efter vejret, har du løbet for hurtigt. SØJy.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = gå snublende. haj fåntjer åstÉ = han fanter af sted. *AEsp.VO.

 Forrige betydning

3) = gribe efter. *$Børglum. (hertil vel også:) De få·ntjæ få ham = han greb forkert, kunde ikke rigtig få fat. *BørglumH (Vends).

fant	fanter
Sidens top