fading
fad·kone| fading | fad·kone |
subst. _ afvigende 1.sms.led: få·´ SVJy´V; få·r´ Fanø´S; få·´ SVJy´SØ. _ afvigende (tryksvagt) 2.sms.ledÌ: ´®klu Sønderjy´Ø, sideform i VSønJyÇ; også ´®kluÛ SVJyÈ. _ genus: fk. alm.; neutr. SønJy (±N, ± Sundeved og Als).
\ Ìkun i sing.; Çspor. også ´®klur s; Èogså ¡få§klè spor. i ´S; også ´®klè $Ål.
[< klud x; Sønderjy (± Als, og ikke afhjemlet fra Fjolde), Sydjy (±NØ), spor. i Hards´S; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= karklud; viskestykke (af ældre type). Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). Til Opvask bruges: æn ¡u¬èn ¡fa·rklu (en ulden karklud) til at vaske Tallerkener og Fade med, og æn ¡lærtès ¡fa·rklu (= et lærreds viskestykke) til at tørre af med. $Vodder. da mi ¡mo·è ¡gåw mæ èt ¡får·kèl, da ¡gåw hu mæ mi¡sæ·l èt ¡fa·klu ¡mæ (= da min moder gav mig et forklæde, da gav hun mig skam en karklud med), sagde en gl. Kone, og så tørrede hun Bordet af med Forklædet. Rømø. _ (talemåder:) Teg tilbonds, I Fremmeder (= tag tilbunds, I fremmede), og vær fornöjed’ med hvad der er! _ så fand de e Fadklud i e Fad (= så fandt de karkluden i fadet, dvs. på bunden af fadet). Kok.Ordspr.15 (med varianter, jf. egen 1.2.1 slutn.). dæñ¶ dær eµèn du© ¶èl bre·, må 嬧ti hå¿ æn få·ÛkluÛ tère· = den der ingen dug vil brede, må altid have en karklud klar. $Darum. når barn hikker, sagde de gl. ¨: "do ha jo st嬶 æ hièkuns fa·klur!" for at kyse = du har jo stjålet mosekonens karklud! (for at forskrække, så hikken hører op). SlogsH (F.IV.214). \ (spec.:) oldemoders fadklud. Langs Højdevandsmærket (på stranden) ligger ¨ store Klumper af udtømte Æg af en stor Havsnegl (Fusis), sædvanlig kaldet "Oldemo’rs Fadklude", og i Virkeligheden kunde de for den Sags Skyld godt bruges til Karklude, saa længe de er fugtige. *Feilb.BL.I.5.
| fading | fad·kone |
| Sidens top | |