fælles·bod
Çfællig| fælles·bod | Çfællig |
Se også fælled (subst.), Çfællig (adj.)
subst. _ fæl¶è alm.; fæl¶i© $Storvorde, $Vroue; fÉl(¶)è Vends.
[spor. i Nørrejy]
= fællesskab. Æ stuer Kå¶r, som flier Stæjer fo de mjest håj· i Fæl¶e te¶e å tow Fo¶r å skold Swoj¶n i¶ = det store kar, som flere steder (dvs. gårde etc.) for det meste havde i fællesskab til at vaske får og skolde svin i. TKrist.BT.98. go i ¡fÉl¶è mæ ªje¶j = gå i kompagniskab med en. AEsp.VO.V. _ (talemåde, med varianter:) Fælle æ sælle, det fek a o sie, da mi Naabe o mæ gik sammel om en Radrenser = fællig er sølle, det fik jeg at se, da min nabo og jeg gik sammen om en radrenser. MØJy. \ gøre ¡fællig. a) = gøre fællesskab, hjælpes ad [spor. i Vends] _ b) = danne fællesskab mht. befordring; jf. vogn·fællig, øgs·fællig [spor. i Vends og Him´Ø] når to enspændte (dvs. to, som hver kun havde én hest) spændte sammen, sagde man, at di djowèr ¡fæl¶è. AEsp.Læsø. dæ wa e pa ¡hu·sªmæçj¶ di gjo ¡fæl¶i© i ¡manè ¡o¿r = der var et par husmænd, de gjorde fællig i mange år. $Storvorde.
| fælles·bod | Çfællig |
| Sidens top | |