fæget
fæ·hus| fæget | fæ·hus |
verb. _ fÉ÷©t, fÉ÷kt Vends; fekt, fe©t $Læsø; fÉ©§t Mors; f橧t $Vroue, $Tvis; fe©t NØJy, MØJy; fe©t, fæ©t Sydjy; fæ©t/fæcht/fæ÷cht/Áfæ÷cht (K 1.8, K 4.2) Sønderjy; (passiv) fe©tès $Lild _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1); (refleksiv præt., passiv) fe©tèst $Darum.
1) = rigsm. (fægte med våben, med armene etc.) [< rigsmål; spor. afhjemlet] næ¿r kjøÛ¶èÛ wa pelt o kjæ·bbiènèn, bro©·t di dæm te æ fÉ©tès mæ fòr å sij¶, hwis dæ wa stær·kèst = og når kødet var pillet af kæbebenene (af slagtet får), brugte man dem til at fægtes med for at se, hvis der var stærkest. Kvolsgaard.L.69. (talemåde:) gåt f橧tèr å en törèbasi! _ dvs. godt gjort af en person som du! Hards (F.).
2) = skaffe sig (typisk ved at låne, tigge, snakke sig frem; stedvis også ved at rapse, "finde"/"organisere" ting) [spredt i ØSønJy, spor. i øvrige Jyll; syn.: fænte 1] Blich.XXIII.139. De rakkere bedrev ellers ikke noget ondt her på egnen, de gik blot og fægtede. SVJy (Krist.JyA.V.263). de·r en reµ kå¿l, dær e§t ka f橧t sæ en kjærèst = det er en ringe karl, der ikke kan få sig en kæreste. $Vroue. æ sku jo ¡hæn te ¡Jør¶chèn, å ¡se¶, om æ ku fæcht e let ¡Kvor¶n te min ¡Höns = jeg skulle jo hen til Jørgen og se, om jeg kunne redde mig lidt korn til mine høns. HostrupD.II.1.148. (som vbs.:) hand æ o e ¡fæghten = han er ude at tigge. AlsOrdsaml.60. \ fægte sig frem/igennem = klare sig (fx ved tiggeri) [spor. i Nørrejy] Jæ·ns hòr fÉgte sæ jæm¶mel wærden som bæ·st haj kuj = Jens har fægtet sig gennem verden som bedst han kunne. AEsp.VO. o ¡fe©t sè ¡fram¶ bruges om en, der lusker sig til noget, klarer sig ved Tiggeri o.l. som han bedst kan, på den rigtige Side af Loven. $Houlbjerg.
| fæget | fæ·hus |
| Sidens top | |