fåre·stald
fåresti·møg| fåre·stald | fåresti·møg |
subst. _ afvigende 1.sms.led: få´ Han (inkl. HvetboH´S), Him (dog kun spor. i ´Ø), sideform spor. i Sall, Fjends, Ommers´V og Hards´SV; også fò´ spor. i Vends; også fwò´ Læsø; også fo´ GørdingH (SVJy), ældre form i VoerH (MØJy). _ 2.sms.led: »kort (med noter), men de trykstærke, stødholdige former i Østjy´M er muligvis (ligesom yngre udtaler i øvrige Jyll) dannet efter mønster af rigsmålsordet, for vest og syd for linjen A´A er 2.sms.led i alm. tryksvagt (med absolut svækkelse > ´stè i Sydjy, jf. også note 2). _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ afvigende bf.: ´stèn Him (±SV); også ´stjÉn spor. i Vends´V; også ´stin Han, KærH (Vends), Him´SV, Ommers´Ø; også ´stinèn $Haverslev; u.end. $Læsø. _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; også ´stjÉr Vends´V; ´stæj· SVJy, sideform i MØJy´V.
\ Ìi HvetboH også ´stjÉ; spor. i Vends´V og ´S også ´stí (K 2.1) (analogt med sti x); Çi Thy spor. også ´stij· (analogt med sti x); på Mors har Krist. én gang optegnet ´ste; Èdog ´stej¶ $Houlbjerg, $Voldby; ¢også ´stæj spor. i ´SV.
[ca. 1600: (sms.) vor forsti dar (= døren til vor fåresti) (ComMP.54); Nordjy, Midtjy (± Djurs, ± MØJy´NØ og størstedelen af Hards), Sydjy (± SØJy´S), spredt i Sønderjy´V og ´S, spor. (og kun som nyere ord) i SØJy´S, SønJy´NØ og på Als (hvor fåreavl stort set synes opgivet i 1800´t.); se kort; syn.: fåre·bøgl, fåre·hus 2, fåre·lade]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
= rigsm.; om fårestald i (del af) gårdlænge, modsat fritliggende fåre·hus (betydning 1); sjældent om enkelt aflukke i stien (jf. fåre·hokken). På store steder havde man en fast fåresti. Her gik fårene løse; vædderen kunne være bundet. Gulvet var af ler el. jord ¨ Fårene stod i tøjr (ude) om dagen, blev trukket ind om natten. Vends. We Û¶i fljÉst go·r wa Ûær òså æn betè wæj·stèrhus mæ fo·rsti i søñèr æn· = Ved de fleste gårde var der også et lille vesterhus (dvs. et udhus mod vest) med fåresti i (den) søndre ende. Kvolsgaard.L.15. wi håÛ· jo èn betè krò©¶ så¿n i è lå·, wi ka¬t è fuèrsti = vi havde jo en lille krog sådan i laden, som vi kaldte fårestien. Thy. Fårestien lå gerne i nærheden af en af de andre stalde, men der var ingen fasthed i dens plads. Him. Vi havde tre Fo·stièr (Rum), et til æ Gj欷værèr (= »gildevædderen), et til æ Ållam (= »ålammene) og et til Lammene. Hards (HPHansen.Opt.). æn ¡få·rªsti = Aflukke f. Eks. i en Vognport til Faar, især om Foraaret, naar de havde Lam; ¨ det skulle jo være haard Vinter med Sne, inden Faarene kom ind. $Vodder. Gødningen i Faarestien (fik) Lov til at ligge et helt Aar eller længere. Bunden blev derfor højere og højere af et fast sammentrampet Lag Gødning, der var stærkt blandet med Strøelse (jf. fåre·møg). Raunkj.VH.59f. (overtro:) Faarene skal »læmme paa Julemoget. Man maa ikke "skywle" (= skovle møget op) i Faarestien, for saa "skywler" man Velsignelsen ud. MØJy. (parodi på »byderemse, med varianter:) A skuld’ hæls fræ mi Mue ¨ , om I vild’ et kom nier te wos o Tosde aa fo en Springom i e Foesti (etc.) = jeg skulle hilse fra min moder, om I ikke ville komme ned til os på torsdag og få en sving¡om i fårestien. MØJy (Gejlager.H.148). _ (talemåder, med varianter:) A æ Maj¶ i Fo·stièn, næ¶r We·ri ær u· (= jeg er mand i fårestien, når vædderen er ude). Siges til den, der tager Husbondepladsen ved Bordenden. AarbVends.1935.130. Vilde et får ikke holde af sit nyfødte lam, satte man en hund ind i fårestien; da sparkede fåret i jorden, sænkede panden, løb mod hunden, og moderkærligheden vågnede. Brugtes også billedligt. En Pige, der ikke vilde have den hende tiltænkte, blev i et tilfælde talt til rette af degnen: di mot sañ·lè hå æ huñ¶ i æ fo·sti (= de måtte sandelig have hunden ind i fårestien). HPHansen.Opt.
| fåre·stald | fåresti·møg |
| Sidens top | |
}){kind=link}