én·kalvet
enke·dans| én·kalvet | enke·dans |
subst. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 1.5, K 1.6; også eµ´ spor. i Midtjy´N, SØJy´N og ØSønJy´S. _ som 1.sms.led: alm. samme udtale; (afvigende:) æµkè´/浧kè´/Áæµkè´ (K 1.5, K 1.6) SønJy; æµk´, æ·µkè´ Fjolde; også eµ§kè, 浧kè´ Hards. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ afvigende bf.: æ·µkèn $NSamsø; æµkèn $SSamsø. _ plur.: ´er (K 6.2) alm.; æµkè SSamsø; æ·µki¿r $NSamsø; æµki¿èr $SSamsø; æµ·ki $Voldby.
\ Ìogså æ÷ntj Vends´N; Çogså æµki Him´Ø; È(ældre) æµ·ki $Torsted; ¢spredt afhjemlet også yngre former med ´è og spor. former med tab af den udlydende vokal; £også *æµk/浧k spredt i SVJy, SØJy´NV og ´S.
1) = rigsm. (kvinde, hvis mand er død); anvendes især med den afdøde mands navn som foransat bestemmer samt i forb. sidde ¡enke; i andre tilfælde anvendes oftest tydeliggørende enke·kone. no æ hon bÏewèn ¡æ·µki ¡å·n ªg嵶 = nu er hun blevet enke anden gang. $NSamsø. Ved Bryllupper gik der efter Måltidet en Bøsse rundt (for at indsamle penge) til 浧kèr og en til ¡huw·sªa·rm (= fattige). $Fanø. Når en kone blev enke, skulle hun sidde inderst i kirkestolen ¨ De (dvs. enker) måtte ikke rejse sig under velsignelsen. $Fanø. æµkè gik altid i swårt resten af deres dage. Rømø. (ved indbydelse til begravelser) lyder formlen her endnu: go¡daw æ sku¬ hels fra N.N.s Áæµk ¨ (= jeg skulle hilse fra NNs enke) (ikke enkekonens eget navn). $Rise. Hon hò sat Æntj i månnæ O·r = hun har siddet (dvs. er forblevet) enke i mange år. Vends. _ (talemåde, med varianter:) Å ja så Mænd, o lisse manne Kwonner, så blywer der engen Enker = åh ja, såmænd, og ligeså mange koner, så bliver der ingen enker. AarbHards.1930.151.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = mand, hvis kone er død [jf. ODS. Enk; spredt i NVJy, MVJy og MØJy´S, spor. i Syd- og Sønderjy] Enk’ ¨ bruges saavel om Mand som Qvinde. ¨ Qvinden kaldes sædvanlig: Enkekuon. Schade.179. han so eµ§k i manè o¿r = han sad enke i mange år. $Vroue.
Forrige betydning - Næste betydning
3) = den sidste enhed af noget [syn.: enke·mand 2]
3.1) = det sidste (uparrede) neg, der sættes i skok; jf. Ord&Sag.II.18f. [Hards, SVJy og tilgrænsende egne af SØJy, VSønJy´N, spor. i Thy og Him; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
I Høsten kaldtes sidste neg (der blev bundet) "Høstdreng". Naar der sattes Neg sammen, kaldtes det sidste for "Enken". Den der fik det sidste Neg, skulde staa ved "Enken". NørvangH´V. Det sidste Neg, der blev såt te Rå· (= sat i »rad), kaldte man æ Ƶk’, og det hed sig, at dette skulde bindes til Pigen, eller at hun skulde stå ved Neget. Hards. Et Neg, som blev tilovers ved Skokningen, kaldtes æ 浧kè eller æ 浧kèmañ¶ alt efter som det var en Pige eller Karl, der hentede det. $Vodder.
3.2) hwæm wel hå æ 浧k (= hvem vil have enken) om en ene tilbagebleven Gjenstand (en Kage f.Ex.). *$Hurup.
4) i navne på legen "to mand frem for en enke" (jf. citat i enke·mand 3). _ fange ¡enke [spor. i Djurs] _ løbe ¡enke [spredt i Him og Hards (±N), spor. i Fjends, MØJy og Sydjy´N] _ rende ¡enke [Thy´N, SVJy´NV, spredt i Hards (±N), spor. i Østjy; se kort]
 | Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
_ stå ¡enke [MØJy (±S), Hards´SØ, spor. i Ommers´V og i øvrige MVJy; se kort]
 | Tæt afhjemlet |
_ stå for ¡enke [spredt på Mors] _ stå i ¡enke [Fur, spredt i Sall´NØ] _ tage for ¡enke [spredt i SØJy´N (± Bjerre)]
| én·kalvet | enke·dans |
| Sidens top | |
}){kind=link}