eng·bindt
engbjærgnings·tid| eng·bindt | engbjærgnings·tid |
subst. _ med sideformen engs·bjærging. _ 1.sms.led: æµs´ Vends; æµ·´ Hards; spor. også *enges´
[< Ìeng, bjærging 2; spredt i Vends, Thy´NØ og Him, spor. i MØJy og MVJy; fortrinsvis i ældre kilder (især præsteindberetninger fra 16´1700´t.)]
= høavl, høudbytte i eng; arbejdet med at slå enghøet og køre det hjem. hwae di haaj’ nøj Engsbjerring, dæ slow di jo en bette Kromm i æ Engi te’ ed aa blænd imell’ de ta’r Halm = hvor man havde (noget) engbjærging, der slog man jo en lille smule (hø) i engene til at blande imellem den tørre halm (til foder). AarbSkive.1916.132. (præstegårdens) Engebjerring er ¨ ganske lidet, 4´5 smaa Føringer (= læs). Vends (DHWulff.Aalborg.83). de wa skön¶t å kom mæ te ængsbjærringi = det var dejligt at komme med til at bjærge enghøet (jf. bjærge 2). AEsp.VO.
| eng·bindt | engbjærgnings·tid |
| Sidens top | |