efter·spise
efter·stade| efter·spise | efter·stade |
adj. sup. _ æ§tèst Thy; ætèst MØJy, SØJy, ØSønJy; a§tèst MVJy (spor. med tab af ´t), SVJy.
[< gammeldansk æfterst (sideform til afterste); egl. sup. af »efter]
1) = bageste, sidste [spor. i Midtjy og SVJy; syn.: aftre] ættest (bruges) om den sidste af et Kuld. MØJy. \ (som subst.:) det efterste. a) = efterbyrd, moderkagen der afstødes efter fødslen. (som led i overtro:) Jeg fik af Barselkonen Ordre til at brænde det Etterste, i den aabne Skorsten, og grave Asken ned i Haven. MaltH. _ b) = græsvækst på engen efter høhøst; »eftergræsning.
2) det efterste korn = korn af dårlig kvalitet, frasorteret ved kastning (jf. Ìkaste 4.2) [spor. i Thy, MØJy, SØJy og ØSønJy; syn.: aftre 2.1, efter·korn] Naar Kornet var tærsket ¨ skulle det "kastes" ¨ fra den ene Ende af Logulvet til den anden. "Frammerkornet" ¨ som under Kastningen kom længst frem, var renest og færdig til ¨ at gaa igennem et Sold. Det øvrige Korn ¨ kaldtes det "ættest" ¨ og skulde kastes igen. Gejlager.NHF.91. \ (også, opfattet som sms.:) efterst·korn = d.s. *ØH.1966.45.
| efter·spise | efter·stade |
| Sidens top | |