dyrlig
dyr·skue| dyrlig | dyr·skue |
subst. _ med sideformen dyr·læger (dominerende i ældre dialekt). _ 2.sms.led: (´er K 6.2:) ´læ·©è Østjy´N og ´M (dog ´lÉ©èr Vends); ´le·©èr Vestjy, SØJy; ´læ·©è/´læ·chè (K 4.2) Sønderjy, dog med acc.2 i TonalOmr (K 1.9); også (yngre, rigsmålspåvirket) ´læ·©, ´lÉ·©, ´le·© Nørrejy. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ afvigende bf.: ´lÉ©èn Vends. _ plur.: ´er (K 6.2).
[< rigsmål (i slutn. af 1800´t.); sideformen formentlig dannet efter mønster af andre professionsbetegnelser på ´er som bager, slagter, lærer etc.]
= rigsm. ku¿èn hå skåt lyw¶èt u¿Û, vi mo ha fat i smej¶èn helè dy·rlæ·©èn = koen har skudt »livet ud, vi må have fat i smeden eller dyrlægen. $Hundslund. æ sölle Fær·e ¨ di kam· dæm da ijen ur·en Hjelp å hwæt¶ten Dågter hælder Dy·rle·ge = de (dvs. mine) sølle fødder, de kom sig da igen uden hjælp af hverken læge eller dyrlæge. TKrist.BT.18.
| dyrlig | dyr·skue |
| Sidens top | |