dunsteÌdunte

dunstre

verb. _ (´er K 6.2:) donstèr alm.; don·stèr $Vroue. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[beslægtet med Çdunse 2; NØJy, Fjends og MØJy´N, spor. i Vends´S og MVJy´Ø; se kort]

Tæt afhjemlet

= mase (med noget); herse (med én); skælde ud (på menneske el. dyr). han gor å don·stèr mæ¶ å bø© hö·nhus = han går og maser med at bygge hønsehus. $Vroue. Hejst aa Kaalfolk, dem ka en lær nøj, men Kyer aa Kvindfolk, dem ka et æ nøt aa donster mæ = heste og karlfolk dem kan man lære noget, men køer og kvindfolk dem kan det ikke nytte at herse med. Him. hie go a å dunstre (dvs. småslås) mæ di bön¶ = her går jeg og dunstrer med de børn. MØJy. \ (spec.) = rumstere. Da han ¨ kam te Høwen, krawlt han derop ¨ faa aa løt te, om nowe donnsteret dænie = da han kom til højen, kravlede han derop for at lytte til, om nogen rumsterede dernede. *PJæger.K.68.

dunsteÌdunte
Sidens top