Ìdune

Èdune

Se også Ìdune (verb.), Èdune (verb.)

Çdune

verb. _ du·n/Ádu·n (K 1.9). _ præs.: dun¶/dun (K 1.1) alm.; også (yngre) ´èr spor. i Sydjy. _ præt. og ptc.: du·ñ hhv. du¿ñ alm.; Ádu·ñ hhv. du·ñ TonalOmr (K 1.9).

[beslægtet med Çdun og dundre, jf. ODS. dunne; SVJy (±NØ), ØSønJy (±S), spredt i SØJy´V, spor. i VSønJy; se kort]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= buldre, dundre, rumle (om fx vogn, fjern torden etc.). De skød mæ kanoner, så det duuen. SVJy. de dun¶ i æ sønden, viel ves fo taarnvejer = det duner i syd, vi vil vist få tordenvejr. SVJy. nær do tæsker, så ska’et duun i æ logul = når du tærsker (korn), så skal det dune i logulvet. SVJy. de dun¶ oñ¶èt et par lå·sk hæ·st = det duner under et par løbske heste. $Agerskov. \ (hertil muligvis, som præt.:) donn [kun anførte kilder fra MØJy] En Gong to han en tysk Offisie po hans Bajonet, aa ¨ slow ham mo Johren, saa de donn i hans Lyw = en gang tog han en tysk officer på sin bajonet og slog ham mod jorden, så det dunede i hans krop. PJæger.G.9. (de hældte tørv i skorstenen) aa de ga hwæ Domp ind po Komfyret, saa de donn i hiele Huset = og det gav hvert dump (dvs. det ene dump efter det andet) inde på komfuret, så det dunede i hele huset. JyUgeblad.II.412.

Ìdune	Èdune
Sidens top