doktor·bog
doktor·hånd| doktor·bog | doktor·hånd |
verb. _ 1.led: då©tè´/dåchtè´ etc. (som i »doktor). _ 2.led: ´¡ri¶èr/´¡re·è etc. (se ´ere). _ bøjning: se ´ere.
[spredt afhjemlet; syn.: doktre]
= behandle, forsøge at kurere; ofte i forb. dokto¡rere på/ved. klo·© ¡æϪsè fæk ¡teªla¿ÛèÏs ¡te¿ ªå då©tè¡ri¶è = kloge Else (der var »klog kone) fik tilladelse til at doktorere. $Hundslund. (hun) haad dogtorrieret o ham mæ Øuter o Løsen, te han war oven Sængi = havde kureret på ham med urter og læsning (jf. læse x), til han var oven senge. KrJens.JF.11. \ (som vbs.:) dokto¡reren(de) = lægeligt arbejde, forsøg på at helbrede [spor. i Syd- og Sønderjy] han vild haa æ dogter, mæn de daagteriren traawer a et møj o, iser næer æn æ bløwen saa gamel = han ville have besøg af lægen, men det doktoreren tror jeg ikke meget på, især ikke, når man er blevet så gammel (som ham, der ønskede læge). SVJy.
| doktor·bog | doktor·hånd |
| Sidens top | |