dikke¡dare
Ìdikke¡dik| dikke¡dare | Ìdikke¡dik |
subst. plur. _ med sideformerne dikke(n)¡darier, dikke¡dariser. _ (´er K 6.2:) dekè¡da¿rèr/´¡da·rèr (K 1.1) alm.; dekè¡dar¶ièr Vends´S, NØDjurs, MØJy; dekè¡Ûar¶ièr $Torsted; *Diggedari Schade.179; også dekèn¡da¿rèr, dekèn¡da¿rièr $Darum; dekèdar¶isèr $Vroue, MØJy, Sydjy.
[muligvis < nedertysk dickdaler (= bukken, skrabud), spøgende omtolkning af dicktaler (= gl. møntenhed), jf. Falk&Torp.EtymWb.I.142]
1) = omsvøb; overflødige buk og komplimenter; kunster, fagter, krumspring [spor. afhjemlet] (ved et bal:) Ujen videre Dikkedarrise snappet a fat i en Dahm (= dame) aa fløw a Stejh mæ hinn, lihg te de suhst. MØJy (JyUgeblad.II.334). han lawè dekè¡dar¶èr mæ bodè årmèr å bjæn· = han laver dikkedarer med både arme og ben. $Vroue.
2) = (unyttig) pynt, udsmykning [spor. i Nørrejy] Tjenestepigen ¨ forlanger af Snedkeren, at han skal male hende noget Diggedari paa hendes Dragkiste. Schade.179. hiñè tøj ær gja·n får¡syènt mæ nåwè dekè¡dar¶ièr = hendes tøj er gerne forsynet med nogle dikkedarer. $Vroue.
| dikke¡dare | Ìdikke¡dik |
| Sidens top | |