dese·bræt
dese·stang| dese·bræt | dese·stang |
verb. _ fortrinsvis i sideformen desen¡tere. _ 1.led: desèn´ _ 2.led: ´¡ti¶èr/´¡te·è etc. (se ´ere) alm.; ´¡tièr $Darum. _ bøjning: se ´ere.
[vedr. formerne med ´n´ som indskudt nasal se StudierDahlerup.192ff.; spredt afhjemlet]
= rømme, stikke af fra krigstjeneste el. tjenesteplads. de bløw mældt te æ øwrihid, da han waa desentiret = det blev meldt til øvrigheden, da han var stukket af (fra pladsen). SVJy. \ (også) = stikke af fra prekær situation [spor. afhjemlet] Di ha·j faµèt e Tyw¶, mæn han desèn¡te·r få dæm = de havde fanget tyven, men han stak af fra dem. HostrupD.II.1.103. (spøgende:) "Næj, hold no lidt!" lo Jørgine; "Do skal eet saaen desentier. Do maa møj heller komm ind aa dans" = nej, vent nu lidt; du skal ikke sådan stikke af; du må meget hellere komme ind at danse. PAlsted.F.95.
| dese·bræt | dese·stang |
| Sidens top | |