dejne·så
dejne·vand| dejne·så | dejne·vand |
subst.
[1637: deinthrou (SkastTingb.165); < Çdejne; Nørrejy (± Østjy´M); se kort; syn.: bage·trug, dejne·kar, dejne·så, dejne·kiste, dej·trug]
 |  Tæt afhjemlet |
= rektangulært trug til at dejne i; tidl. fremstillet af udhulet træstamme, i nyere tid som en kiste af brædder; i længden 150´200 cm., i bredden 40´80 cm., i højden 30´50 cm; jf. HPHansen.BB.77f., OHøjrup.L.121. ¡dÉj·n¡trow¶ ¨ havde skrå sider og låg, som blev lagt på under hævningen. Dejnetruget stod på plankestykker (beder), der lå på gulvet (andetsteds på bukke, en trefod el. en skammel). $Torsted. æ ¡dæjènªtråw blöw å¬èr waskèr. _ æ dej¶ blöw skravt å¿, å så blöw dæ jo 嬧ti sej·èn nöj, dæ blöw blöt ¡åp næst g嵶 sör¶èn te de ku løws = dejnetruget blev aldrig vasket. _ dejen blev skrabt af, og så blev der jo altid siddende noget, der blev blødt op næste gang, sådan at det kunde løftes (dvs. så dejen kunne hæve). Skautrup.H.I.241f. Di grov Kager bløv ¨ så, nær di var kòld sat på Æj i Dentrove på Lovte ved Sien å i Skostjæn a hølt nier mæ e Dækken heller no Sæk = de grove kager (dvs. rugbrødene) blev så, når de var kolde, sat på enden i dejtruget på loftet ved siden af en skorsten hyllet ned (dvs. tildækket) med et dækken eller noget sæk. Vends. (talemåde, med varianter:) en ska kiñ· en pi·© i en ¡dæj·nªtråw å e§t i en ¡spreµ·ªdañ¶s = man skal kende (dvs. bedømme) en pige i et dejtrug (dvs. under hendes arbejde) og ikke i en springdans. $Vroue. _ (overført:) slo æn dæj·ntròw _ udtryk fra høarbejdet: hugge således med leen, at den kun rører bunden midt i skåret, der altså bliver hult i midten som et dejgtrug. Vestjy (F.).
| dejne·så | dejne·vand |
| Sidens top | |