døjne
døjsle·rakker| døjne | døjsle·rakker |
verb. _ ÁdöjsèÏ _ præs.: *døjsle _ præt.: *døjsle
[muligvis < døse; Sundeved og Als, spor. i øvrige ØSønJy´S; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= drive, daske uvirksom rundt; drysse; især i forb. døjsle om¡kring/¡rundt. Hon gæ· ò døjsle fra dend jæn Æ·nd a e By te dend nan = hun går og døjsler fra den ene ende af byen til den anden. Sundeved. Han ger aa døjsle rundt aa bestælle it nove = han går og dasker rundt og bestiller ikke noget. Als´N. Han døjsler sin Ti væk = han driver sin tid bort. SprogfAlm.1957.75. hvæt stej fæk ¨ Jenny da et godt svat owflåt mjølk å døjsel ow mæ = hvert sted fik Jenny da en god slat (af)skummet mælk at trisse af med. SprogfAlm.1957.75. \ (spec.) = gå slæbende. *Als (F.IV).
| døjne | døjsle·rakker |
| Sidens top | |