dy·vådÌdægge

dægen

subst. _ med sideformen dæken. _ (spor. optegnet:) *dæj¶èn (også skrevet *degn) NJy, HillerslevH (Thy) (hér vsa. *deken); dæ·kèn NVJy, VLisbjergH (MØJy); dæ·©èn $Vroue; *døgen Ommers (Vistoft.ca.1825); dækèn HadsH (MØJy); *degen SVJy (TerpagerÇ.ca.1700); *dægen ØSønJy.

[eufemistisk omskrivning af djævelen (se djævel 1); jf. norsk degeren, dækeren mv. (se NoOrdb. djevel); syn.: dåben]

= fanden. \ i eder og kraftudtryk. _ dægen (skal) tage mig [spor. i ældre kilder fra NJy] De æ Deiensketammæ sai = det er ¨ sandt. Gaardboe.Opt. Jo, jo, Deien ¨ ta mæ er et, lisom a tint (= jo ¨ er det, ligesom jeg tænkte). AalbStiftst. 29/4 1892. _ dægen fare (i mig/dig, hen) [spor. i ældre kilder fra NØJy og NVJy] naar en er vred paa en anden, hand da siger, Degen far i dig. Him (JesRel.1743). Ommers (Vistoft.ca.1825). En mærkelig Ed ¨ ejendommelig for Mors ¨ er "Dækenfohen" = "Djævelen for (fare) hen". JulMors.1972.16. (hertil muligvis også:) Daver skal fare i dig ¨ om ont, som nogen önsker den anden. *Ribe (TerpagerÇ.ca.1700). _ dægen få [spor. i ældre kilder fra Nord- og Midtjy] Lidegaard.GF.56. De umælende skal dækenfo også mærke, at det er jul. ØH.1968.80 (jf. s. 82). _ dægen tage det [spor. i ældre kilder fra ØSønJy] _ dægens = fandens. *Skyum.Mors.I.277. _ tage til dægens = fare af sted (i vild forvirring, over hals og hoved). ¡u¿nèn bløw ¡læ·©èçj i ¡grøwtèn, å ¡bæ¿stèrèn to te ¡dækèns ¡hæn¶ øwè ¡markèrèn = Vognen blev liggende i Grøften og Bæsterne tog Fart hen over Markerne. *$Gosmer. _ jf. Ìdægger (slutn.). \ (hertil formentlig også, ved forvanskning:) Pæ Egebjerg, der var født i Skarrild 1833, fortalte, at hans Moder truede Børnene med, at de skulde sæ·les (= sælges) te æ Di·g, naar de var uartige. *Hards (SprKult.XV.52). Bønderne, der opdagede, at Fjelstrup med et var blevet rig, troede, han havde solgt Sønnen te æ Di·g. *Hards (SprKult.XV.53).

dy·vådÌdægge
Sidens top