bruds
Ìbrue| bruds | Ìbrue |
adj. _ i alm. samme udtale som ptc. af »Çbryde; også bråj¶ RindsH (Him).
1) (om hest) = som har fået slidsår i skindet af seletøj, skagler, sadel mv. (jf. fx sadel·brudt); sårene ses typisk hen over bringen, i nakken el. i sadellejet [egl. ptc. af »Çbryde 4; NVJy, MVJy, Him´SV, Ommers´Ø (med tilgrænsende dele af MØJy), spredt i øvrige MØJy og i Djurs, spor. fra Als (ældre kilder) og SønJy´SV; se kort; syn.: brækket]
 |  Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet |
å blyw brøt, de skier tit mæ æ Plagg om æ Foroer, når de bløv svee, så gik dæ Hvoll po æ Bringg helle æ Nakk, så sku de baes i kold Vand å ha en bløed Pued lå imell = at blive brudt, det skete tit med plagene om foråret, når de blev svedige, så gik der hul på bringen eller nakken, så skulle de bades i koldt vand og have en blød pude imellem (huden og seletøjet). Hards. Kvæget kan have følgende Handelsfejl, der nedsætter Dyrets Værdi: det kan være ¨ bråt paa Skindet. Ommers. AarbHards.1967.27. Aakj.SE.80. \ (overført om menneske:) Æ dreng wa brøt o æ vrist = drengen var sårslidt på vristen (af træskoene). *Fjends. En Finger ¨ bliver ¨ brudt, dvs. klemt, saa den er blodunderløbet med Vabler. *Thy.
2) = nedbrudt; forknyt [spor. i Ommers og SVJy] braat aa bøwt o Saarren bløw han olle Minnesk mie = trykket og nedbøjet af sorgen blev han aldrig menneske mere. JJacobsen.FØ.10. han ser så brodt (forknyt) ud. SVJy.
| bruds | Ìbrue |
| Sidens top | |