brovt
brovten·sprekker| brovt | brovten·sprekker |
verb. _ med sideformen provte. _ bråwt/bråw·t/bråw§t (K 1.5, K 1.6) alm. i Nørrejy (spor. også optegnet med ´o´); pråw§t $Darum; spor. også optegnet *provt. _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; (ptc.) brow¶t el. bråw¶t $Hundslund, $Gosmer.
[spredt i Nørrejy; spor. på Als; syn.: prale]
= rigsm. èn måt åÏè bråwt åw dej¶ fo èn ku læt ha ¡woñªhe¬ mæ bå·©neµèn = man måtte ikke prale af dej, for man kunne let have uheld med bagningen. $Hundslund. vi ved sgi så godt, hwa hind stuehied æ vae! / De ka vææ, te hun prowte fo tiele! = vi ved sgi så godt, hvad hendes storhed er værd; det kan være, at hun praler for tidligt. JKristians.MS.46. Hvordan har du det? ¡dæ è it ¡nuèÛ å ¡browt ªow¶ (= der er ikke noget at prale af). $Gosmer. (talemåde, med varianter:) No·n bråwtèr å ¡hå¶r entj, ajèr kløµkèr å ¡skå¶r entj = nogle praler og har intet, andre klynker og skader intet (dvs. mangler intet). AarbVends.1933.98. (spøgende:) hañ bråwtè åw kåstèn = han brovter af kosten, siges om mennesker og dyr, hvis der slipper lidt gas ud af endetarmen. $Hundslund. \ brovte sig = vigte sig [spor. afhjemlet] han browtet sæ rejti o hans nøj uen = han vigtede sig rigtigt af sin nye vogn. MØJy. \ (præs.ptc., anvendt som adj.:) brovtende = vigtig, pralende [muligvis < rigsmål; spredt afhjemlet]
| brovt | brovten·sprekker |
| Sidens top | |