bro·sten
brotler| bro·sten | brotler |
verb. _ *brottel
[af uvis opr. (men muligvis beslægtet med Çbryde); jf. fynsk brotle (= pløje stubjord, skrælpløje), norsk brotna (= gå i stykker)]
1) = brække »Ìal eller jordskorpe op [spredt i Hards´S og SVJy] Er jorden hård, det kan være al eller afbrændt hedejord, blev det pløjede jord brotlet. Hards. \ (også) = pløje, pløje dårligt (jf. betydning 2). mooten æ ud aa brottel i Dau = Morten er ude at pløje i dag. *Horsens (NVDorph.1833). *VoerH (MØJy). han går sær o brotler i et, brugtes hvis en mand, der pløjede, gjorde det alt andet end godt. *Hards.
2) = mase med noget; udføre dårligt arbejde, klamphuggeri [spor. i MØJy´M] den brotlen med di stue knol i Joren æ utaknemlig. VLisbjergH. \ (hertil:) brotle·banker = klamphugger. en tømrer eller smed, der ikke er særlig fiks til sit håndværk, han kaldes en brottelbonke, han brotle. *GjernH (MØJy).
| bro·sten | brotler |
| Sidens top | |