brodde·kærv
brodde·søm| brodde·kærv | brodde·søm |
adj. _ (Û/j/r/è mv. K 4.1:) brÒ·èn Vends; bröÛèn Han, Mors, Him; brör(¶)èn Hards; brå·rn $Vroue; bråjèn $NSamsø, MØJy´S (vsa. *brøjèn; dog bråÛèn $Gosmer); bråÛ¶èn SØJy; bröÛ(¶)èn SVJy; brå·èn Als; Ábrå·rèn $Felsted. _ neutr.: ´t alm. i KongruensOmr. (K 7.4); brå·èñt Als. _ plur.: u.end.
[1622: brødden (JySaml.1Rk.VI.153); 1638: brøden (SkastTingb.83); spredt afhjemlet]
= brudt, revnet; skrøbelig. (talemåder, med varianter:) "Rörren ær snå¿r brörren" så dæn jænn kjæl¶eng, hon røt æ øør å dæn åån = rådden er snart brådden (dvs. går snart i stykker), sagde den ene kælling, hun rykkede øret af den anden (siges fx som undskyldning for ødelæggelse af noget). Hards (Sgr.III.169). Raaddent er snart braaddent ¨ Ømt er snart stødt, siges f. Ex. om et Menneske, der let bliver vred. Vends (Melsen.1811). Dær æ bråjen Kar i ål· Lañ· = der er brodne kar i alle lande (dvs. der er moralsk svage mennesker overalt). MØJy. dæ æ brå·n påtè i åÏ æ hu·s = der er brodne potter i alle husene. Als. Hvem der holler Hærman te Støll´kaa·el, di foor braadn Saa·el = hvem der holder herremand som staldkarl, de får ødelagt sadlen. Mors (Schade.142). Den slikkend’ mund får en brödden tunge. Him (Sgr.VI.13). Stol du å (= stoler du på) ham, så stol du å et brådent Sværd. Kok.Ordspr.30. Gale Kvinder gi’r brådne Potter. Kok.Ordspr.166. \ (spec., om tøj) = stærkt slidt; hullet [spor. afhjemlet] min kjole er helt bråden, nærmest opslidt. SVJy. Di Bowser (= dine bukser) ¨ er brødden for di Knæ. Krist.JyF.I.339. \ (overført) = tvivlsom, ikke helt ærlig [spor. på Als og Sundeved] En braaren Sag, vanskelig, neppe ærlig. Sundeved. dæ æ nòwè brå·èñt ¡ve è (= der er) noget uærligt ved det. Als (F.IV.63).
| brodde·kærv | brodde·søm |
| Sidens top | |