bregne·te
brejne·knoge| bregne·te | brejne·knoge |
subst. _ med sideformen bræne. _ bræj·n, bræ·n alm.; Ábræj·n UgleH (Angel); spor. også bræjn, brajn, bræ·ñ
[< frisisk brayen, brein el. nedertysk bregen]
1) = hjerne, hjernemasse, især af slagtet dyr [spredt i ØSønJy syd for rigsgrænsen og i SSlesv´S] a ¡bræjn dæñ ¡brå·r vi i a ¡pañ, ¡som gi an ¡jærdn a ¡som tæj an chå·r ek = hjernen (af et slagtet svin) steger vi i panden; nogle kan godt lide den, og andre tager den slet ikke (dvs. kan ikke lide den). $Fjolde. _ (i videre anvendelse:) Han har inge Bræn’ i e Pand’ = ingen hjerne i panden, dvs. forstand. Molb.56.
2) = pande, pandeskal [spredt i samme område som betydning 1] æ svin fæe jin fo æ bræjn = svinet får én (dvs. et slag) for panden. KærH. hañ hæ låbèn mæ a ¡bræjn i¡muor a ¡væch = han er løbet med panden mod væggen. $Fjolde.
| bregne·te | brejne·knoge |
| Sidens top | |