bram
bramme| bram | bramme |
verb. _ bram¡bi¶èr $Vroue.
[< nedertysk brambeeren (= brumme, lave larm); syn.: bra¡vere]
= tage sig godt ud; vigte sig. *Fjends (Aakj.Opt.). uèr å kyèr får stram¶ tæm· (= ude at køre for stram tømme), sagde man ironisk om den, der vil bram¡bi¶èr. *$Vroue. \ (hertil muligvis:) Han ¨ havde dem (dvs. bøgerne) kun til Stads og for at brammere med dem. *Viborg´egnen (JySaml.1Rk.IV.295).
| bram | bramme |
| Sidens top | |