brænd·sand
brændsel·hus| brænd·sand | brændsel·hus |
subst. _ (n/ñ/(ç)j K 4.4; l/Ï K 4.8:) bræñsèl alm. (spor. også bræñ·sèl, fx $Jelling); bræjsèl Vends, Læsø, sideform i HadsH (MØJy); bræñ¶sèl $Anholt; breñsèl MVJy, sideform i NVJy; briñsèl SVJy; også ÁbræñsèÏ $Bov. _ genus: stof´neutr. _ afvigende bf.: ´t Vends.
[< ¢brænde 1 (formentlig via rigsmål i hovedparten af Nord- og Midtjy); syn.: Ìbrænde, Çbrænding, ilde·brænde, ilde·brændsel, ilding]
= rigsm. brænsèl, de æ tårè å træ· (= det er tørv og træ). Åbenrå. Man havde (i hedeegnene) tre Slags Brændsel: Hedetørv, Skudtørv og Lyng. AarbViborg.1930.97. veñè vi vo ¡fær· mæ è ¡fårèsªar·bèr, ¡så sku vi ha è ¡bræñsèÏ ªgra¿j = når vi var færdige med forårsarbejdet, så skulle vi have brændslet gravet (dvs. gravet tørv). $Vodder. Det var gammel Hævd, at fattige Folk ¨ maatte samle ¨ døde og nedfaldne Grene. Efter en Storm kunde der samles ikke saa lidt Brændsel af den Slags. ØH.1940.29. ve kjørmes ska en ha de hal· fu¶èr å de hal· breñsèl i be¡h嬶 = ved kyndelmisse skal man have det halve foder og det halve brændsel i behold (sagde de gamle). $Vroue. \ hårdt brændsel. ¡ho¶r ¡bræçjsèl = cinders, koks, modsat tørv. *ØHanH.
| brænd·sand | brændsel·hus |
| Sidens top | |